Camp Hverringe

Først og fremmest er dette en rigtig god campingplads. Der er en fed legeplads, og et lækkert badeland. Der er kort afstand til havet og en fantastisk udsigt fra den ene ende af pladsen. Der er god og venlig betjening og masser af personale, der sørger for at alt er i orden og at der er pænt og rent hele tiden. Toilet og badeforhold er helt i top. Køkkenet er rigtigt lækkert og det er ikke nødvendigt at have sit eget køkken med. Der er sågar en opvaskemaskine, der vasker op for dig på fire minutter for en tier. Denne var dog i stykker mens vi var her. Alt er som det skal være på en fem stjernet campingplads.

Kiosken er forholdsvis velassorteret og priserne er rimelige. Vi var dog ude for at der var udsolgt tidligt på dagen af pølser og bøffer, på en varm sommerdag hvor det var oplagt at grille. Nærmeste supermarked er i Kerteminde, som er otte kilometer væk af smalle snoede veje, hvilket gør at en indkøbstur hurtigt kan tage en time eller to. I campingkiosken bager de selv deres morgenbrød, som er lækkert og varieret. Man kan sagtens få noget godt også uden at forudbestille dagen i forvejen i højsæsonen. I restauranten havde vi et lille tilfælde, med en vin som enten havde stået fra dagen i forvejen, eller var hældt sammen af slatter fra andre gæster. De byttede den dog uden problemer. Synd at de lige skulle komme ud for det med mig, som anmelder vin på VinGuide. Jeg har givet den ellers ganske gode vin en karakter her.

Der er rigtigt mange gode teltegnede pladser rundt om legepladsen, men sørg for at du ikke ender i et af 'hullerne', hvor vand ikke har mulighed for at løbe væk. De fleste af de tre inderste pladser ind mod legepladsen og vandlandet hele vejen rundt er forholdsvis gode, men det kan blæse lidt rigeligt på sydsiden når vinden kommer ind fra havet. Pladserne i første parket helt nede ved havet og også gode og her er det de to til tre yderste ud mod havet. Dog er disse pladser ret langt fra et toilet, hvilket nok ikke er så godt for en lille purk, der ikke kan holde sig. Vi lå lige ved siden af legepladsen, men der er altså ret meget larm indtil klokken 22-23, så hvis du er tryg ved at ungerne kan være på pladsen uden at de kan ses fra teltet, ville jeg nok vælge en af pladserne lidt længere inde på nordsiden af legepladsen, hvor der er nogle enkelte der er plane i det bakkedde terren. Plads 40 vil være min foretrukne næste gang.

Vi havde planlagt at blive en uge, men da de forlangte forudbetaling uden mulighed for tilbagebetaling, valgte vi kun at blive i fire dage. Til trods for dette vil jeg bestemt anbefale denne skønne campingplads, men vær sikker på hvor længe du vil blive og håb på godt vejr at tage teltet ned i.

Vi var på Camp Hverringe i juli 2010.

 Priser i højsæson  445,- pr nat 2 voksne og 2 børn på standardplads, incl. el, bad og internet. (opdateret 2011)
 Terræn Der er rigtigt mange gode plane teltegnede pladser.
 Græs/jord Meget græs og kun få tørre pletter og de er sået til igen.
 Legeplads Kæmpe stor med masser af aktiviteter til børn i alle aldre.
 Vandland/pool Stort og flot med flere bassiner til alle aldre.
 Aktiviteter Legeplads, vandland, indianerlandsby, dykning, lejerbål, pentanque osv.
 Kiosk Ja, med meget fornuftige priser.
 Supermarked Der er 8 km af små snoede veje, som man ikke har lyst til at køre med mindre det er strengt nødvendigt.
 Morgenbrød Ja, de bager selv. Bestilling ikke nødvendigt.
 Mad og drikke Der er både grilbar og restaurant, dog med begrænset udvalg i restauranten uden for højsæsonen.
 Køkken Ja
 Børnetoilet Ja, både brusebad, toiletter, sæbe og håndvask i børnehøjde.
 Puslerum Ja
 Toilet/baderum Meget flotte toiletter og baderum, både enkelte og familierum.
 TV rum Ja
 Mobildækning Telenor: svag til ingen, TDC: svag til ingen, 3: svag til ingen
 Mobilt internet 3: svag til ingen, download = 0,1 Mb
 Trådløst internet  Nej
 TV/DVB-T Lidt, kan med besvær trække de gamle mpeg2 kanaler DR1, DR2 og TV2, og kun hvis der ikke ligger vogne og skygger for signalet.
 Brug af elvarmer  Ja
 Hjemmeside God hjemmeside med et godt overblik over faciliteter og aktiviteter.
 Forudbetaling Ja
 Tilbagebetaling Nej

Du kan læse mere om Camp Hverringe på deres hjemmeside her.